Omega Skate Klub, der holder til i Søften og har eksisteret i syv år, er truet af lukning, hvis ikke der enten findes en ny hal eller penge til at renovere deres nuværende, der er beliggende i industrikvarteret i Søften.
Klubben har godt 250 medlemmer, der både skater, står på løbehjul, kører på BMX og rulleskøjter, og heriblandt er flere store talenter der begår sig godt både nationalt og internationalt. Hovedparten af medlemmerne dyrker dog sporten på breddeniveau under DGI.
Nu er der udsigt til, at Omega Skate Klub må lukke, da hallen som klubben benytter, skal gennemgå en større ombygning på grund af skærpede brandkrav, og de mere end to million kroner, som ombygningen koster, har den syv år gamle idrætsklub ikke.
”Det er en række uheldige omstændigheder, der gør, at hallen skal brandsikres for over to millioner kroner, og de penge har vi ganske enkelt ikke. Derfor er der overhængende risiko for at klubben må lukke,” siger formand Søren Kellenberger fra Omega Skate Klub i en pressemeddelelse.
Søren Kellenberger forklarer, at omstændighederne gik op for klubbens bestyrelse i slutningen af 2022 efter en dialog med brandmyndighederne og Favrskov kommune, og siden har bestyrelsen og de mange frivillige bag skateklubben arbejdet ihærdigt på at finde en løsning på problemet. Søren Kellenberger understreger, at sikkerhed kommer foran alt, og kravene til brandsikkerhed har ikke noget med sikkerheden for udøverne at gøre. Samarbejdet med myndighederne har været yderst konstruktivt, men en løsning er ikke umiddelbart forestående.
”Pengene er der ikke. Så derfor har vores plan-B været at lede efter egnede faciliteter i Aarhus og omegn, men det har vist sig ekstraordinært vanskeligt. En hal er helt afgørende for, at vi kan træne, og med udsigt til, at vi ikke har et sted at være, så risikerer vi at må lukke ned efter et år med stor tilgang af nye medlemmer, og en række sportslige højdepunkter med Danmarksmesterskaber og flotte internationale placeringer, ligesom den interesse som der er for at køre på løbehjul blandt børn naturligvis også har medført stigende medlemstal hos os,” siger Søren Kellenberger.
Sammen med bestyrelsen for klubben kigger han på mulighederne for at bygge en hal, men et sådant projekt har lange tidsperspektiver, og er der ikke et naturligt samlingspunkt for udøverne i den mellemliggende periode, så bliver det vanskeligt at fastholde interessen.






















